NYHED:


ZDOWN RELANCERING

ZDOWN FOLDESTOL

Foldestolen ZDOWN blev designet i 1968 af designer Erik Magnussen og efter en årrække i glemmebogen er det nu igen på tide at lancere den klassiske og moderne stol. 

Foldestolens gennemarbejdede og enkle konstruktion kendetegner Erik Magnussens design. Gennem årtier udforskede Magnussen det særlige udtryk, hvor især stålrøret var Magnussens trofaste følgesvend. Han ønskede at få det bedste ud af materialets egenskaber og udforskede den styrke der kan opnås, når konstruktionen gennemtænkes. 

ENKELT DESIGN OG KONSTRUKTION

ZDOWN blev til ved at udnytte stålets evne til at forme og bøje. Stolens stålkonstruktion består af to z-formede rørforløb, der som en forvredet clips, sakser sammen i en zigzag-struktur, hvor enderne elegant afsluttes i sæde og ryglæn.

Konstruktionen sikrer, at sæde- og rygstykket aldrig går ud af facon, da stålrøret spænder det ud og holder det på plads, hvilket styrker stolen og giver en god siddekomfort. 

Foldestolens elegante snit og unikke udtryk passer til både hoteller, foyerer, receptioner eller i det private hjem. Den sammenklappelige stol fås i kernelæder i tre farver og med blankforkromet stel.

XSIT FOLDETABURET

XSIT er en enkel, praktisk og komfortabel taburet, der har samme konstruktion og funktion som ZDOWN stolen.

Den funktionelle sammenklappelige taburet fås i kernelæder og med blankforkromet stel. 

NEM AT OPBEVARE OG TRANSPORTERE

XSIT har en særlig komponent, en ekstra stålbue, der låser taburetten i sammenklappet stand. Dette gør taburetten nem at transportere og opbevare – og XSIT er derfor ideel til museer, gallerier og andre offentlige rum eller som ekstra siddeplads i hjemmet.

Designer


Erik Magnussen